Vi holder sommerferie rundt i Danmark, mens Kristine forbereder sig på sin IPP3 prøve. Der kan dog også lige blive tid til at enkelt ø i vores Forladt-projekt. Denne gang blev det Sprogø.
I starten af 1900-tallet var øen ejet af De Danske Statsbaner og tjente som telegrafstation og mellemstation for isbådene, når Storebælt i isvintre frøs til. I 1922 blev øen forpagtet til de Kellerske Anstalter, der drev for et hjem for kvinder, som var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virkeligheden ofte bare – ifølge datidens moralbegreber blev anset som seksuelt løsagtige af myndighederne. Der var plads til omkring 50 kvinder. Kvinderne var på Sprogø isoleret fra det øvrige samfund og drev øen som en landbrugsejendom.
Kvindehjemmet på Sprogø fungerede i knap 40 år, idet den sidste kvinde forlod anstalten 1. april 1961. (Kilde: Wikipedia)
Ligesom Livø, der var mændenes ø, har Sprogø – Kvindernes ø – en grum historie om indespærring, flugtforsøg og tvangssterilisation. Det er ikke et kønt kik ind i Danmarks historie, selvom man med datidens briller netop så dette som et fremskridt i forhold til behandling af de såkaldte sindssyge og moralsk depriverede mennesker.
Det var dog en smuk dag og perfekte forhold at vi forlod Knudshoved for at krydse til Sprogø. Der var sol og næsten ingen vind og særligt trafikken var begrænset denne dag. Storebæltsbroen er og bliver et imponerende bygningsværk, der nærmest giver associationer til Romerske Akvædukter.
I dag er Sprogø ejet af A/S Storebælt og man må ikke gå i land på egen hånd og gå mellem bygningerne. Både bygninger og øen er fredet. Vi tog os dog et rest på stranden vest for havnen inden vi vendte tilbage til Knudshoved igen.
Vi fandt et smuk sted ved Slipshavn, hvor vi overnattede på stranden. Smuk himmel, et fyr og rolige heste. Hvad kan man mere ønske sig.
