Misterhult Skærgård i Februar

Vi er taget til en af de mest populære padle-destinationer i Sverige – Misterhult Skærgård. Det er et meget smukt og øde sted, hvor der både er træer i den inderste skærgård og rå klipper i den yderste skærgård. Det er meget sparsomt med huse og derfor får man allerede en vildmarks-fornemmelse efter få kilometer. Og der er faktisk ingen mennesker. Alle sommerhusene er tomme, de få butikker der er, er vinterlukket.

Det er torsdag og vi har sat i fra Klintemåla. En lille bebyggelse ca. midt ud for skærgården. Vi ser 1 hund, 3 børn og deres mor, en tømrer på vej hjem og en far med søn, der sejler ud i skærgården. Vores første tur går nordover og så vil vi tilbage til bilen efter 1 uge, proviantere, og så videre sydover i skærgården.

Køreturen herover gik godt og roligt. Vi kører ikke så stærkt med 2 kajakker på taget og det er faktisk ret godt for benzinøkonomien i disse for landet så alvorlige tider. Vi måtte dog tage en overnatning på vejen og fandt igen et meget hyggeligt og fint B&b – det kan næsten ikke betale sig ikke at overnatte, når man kan få en dejlig seng, et bad og køkken for 310 kr i alt for 2 personer.

Vi er som altid langsomme startere, så vi kommer sent på vandet torsdag og roer derfor kun et par kilometer inden vi finder en ø og slår teltet op. Det er fint at kunne slå lejr i dagslys, særligt fordi vi kun har slået det nye telt op 2 gange. Det er noget anderledes med stænger og særligt indertelt er anderledes, så det kræver en ny rutine.

Vi har fundet et dejligt sted mellem træerne og selvom vi kun er få hundrede meter væk fra Klintemåla så er her helt stille og kun et hus i sigte langt borte. Der kommer 1 båd et par gange om dagen. Vi vi tænker at det er manden med drengen. Vi bliver på denne plads en enkelt dag mere, da det blæser og regner en del.

Vi har jo fået varme i teltet på denne tur og det er intet mindre end luksus. Vi kommer aldrig på telttur uden varme igen 😅 det store telt gør, at vi kan lave mad i teltet og sidde op i fin stil og spise. Det er helt civiliseret.

Fredag går vi lidt rundt på øen og kigger på den tætte skov, den fine mos og klipperne. Det virker helt vildt og urørt. En meget speciel oplevelse. Så er der ellers bare dømt hygge i soveposerne med bøger, suduko og INGEN nyheder. Vi har en aftale om, at vi vil forsøge at være offline og slappe helt af. Det er svært med medierne fulde af krigen i Ukraine, energipriser på himmelflugt og aktierne i frit fald. Vi kan ikke gøre meget herfra, så vi melder os ud et par uger.

Kristine øver lidt navigation på kort og lægger ruten for de første par kilometer.

Lørdag morgen står vi op kl 7 og er klar til dagens etape. Vi regner med en 15 km rundt mellem små øer og holme i dag. Der meldes om høj sol og mild vind, så det vil vi udnytte.

Det var intet mindre end en fantastisk padledag. Fuld sol og ingen vind som lovet. Ud over svaner, der er virkelig mange svaner, og vinterlukkede sommerhuse er her intet. Det er flot og råt og så alligevel meget fredfyldt sådan en smuk dag.

Kristine havde lagt en rute aftenen før, for at træne navigation. Det gik helt fint og vi fandt derhen hvor vi skulle i følge planen. Lige indtil vi ramte en labyrint af små skær. De forvirrede os lidt og sendte os længere sydpå end planlagt. Vi fik dog fundet os selv på kortet igen og lagt kursen nordpå i den ydre skærgård. Målet var at finde noget vand. Vi fandt øen med vand og fik pumpet, det var mest Lars der pumpede, og så holdt vi pause i solen. Det hjalp vi begge med til.

Så fortsatte vi nordover og fandt en lejrplads på et af de yderste skær, som var beskrevet i guidebogen. Det var virkelig koldt, men Lars slog teltet op på klippen mens Kristine slæbte lidt oppakning fra kajakken for at få liv i fødderne.

Igen var varmen fra brænderen velkommen og en varmedunk til fødderne er kærkommen. Teltehyggen bredte sig. Men så ramte sandheden. Det vand vi havde pumpet var brakvand… ikke meget salt men salt! Og vi havde kun 6 liter tilbage af vores oprindelig vand. Der var spejlglat på klipperne, lars faldt et par gange og tabte noget kogende vand på benet. Hanken på gryden passer ikke ordentligt til de nye stålgryder. Dagens mad var ødelagt af brakvand og næsten værst af alt, chokoladen var hård. Nej, en ulykke kommer sjældent alene og det begyndte lidt for meget at ligne lidt en overlevelsestur. Vi kiggede på kort og lidt mere på Google og læste på nettet. Der er bare ingen vand i Misterhult skærgård. Det korter jo unægteligt turen noget ned. Så…

I dag søndag står turen på vandjagt på 2 potentielle skær. Vi tror dog ikke meget på det, da skærene er lave og havvand kan stå indover ved storm… men vi prøver og stederne er alligevel på ruten tilbage til Klintemåla, hvor vi har 20 liter vand i bilen.

Vi bruger meget vand. Godt og vel 20 liter på 3 dage. Vi har ikke været ovenud sparsommelige, da vi jo havde vandfiltret med, men hvad hjælper det, når der kun er brakvand til rådighed 🙁

Nå, men vejret er utroligt flot igen i dag. Solen står højt og vinden er svag, så det bliver endnu en flot dag, trods det mere ærgerlige udgangspunkt. Vi benytter chancen for at få luftet soveposerne i den skønne vejr.

Søndag blev helt anderledes end vi havde planlagt. Vi får pakket ned og kommer i kajakkerne og tager nord rundt Skallknappen for at finde nordsiden af Örö. Vi bliver dog hurtigt enige om, at de potentielle vandhuller ikke er særligt potentielle. Så ligger vi stille lidt og kigger op på en havørn, der leger i termikken, da der pludselig står en dame og vifter med et rødt tørklæde og råber “hej! Vil i have kaffe?” Lars roer lidt tættere på og ganske rigtigt, en ældre dame spørger, om vi vil have kaffe. Vi tænker, at det kan være den ældre dame med pensionatet på Örö og det viser sig ganske rigtigt, at det er det.

Vi får anvisninger om at ro rundt om øen og hen mellem broerne. Vi kommer i land på den smukkeste lille ø, hvor få huse er strøet rundt om havnen. Der er vel omkring 10. Damen spørger, om vi vil have et stykke mad til kaffen og vi takker ja. Mens hun forbereder kaffebordet går vi rundt og kigger lidt. De smukke gamle huse og lader ligger sådan lidt tilfældigt, men vi kan godt se, at der er afmærkninger i form af stendiger og lidt hegn. Damen ejer en 1/6 del af øen, resten er blevet til sommerhuse ejet af efterkommerne af de tidligere beboere.

Men det viser sig at der i øjeblikket alligevel er 4 mennesker på øen. En mand er i sommerhuset, en dame er ved at flytte mere eller mindre permanent i sommerhuset, nu hvor hun har nået pensionsalderen og vores værtinde har lejet et hus ud til en mand, der ønsker at bo på øen i 1 år. Han har valgt at lægge sit liv om. Var gået ned med 2 forretninger, havde haft stress og var tidligere end ivrig jæger. Nu er han minimalist og vil ikke slå dyr ihjel længere, da han er blevet buddhist. Han er for øvrigt på fastlandet i dag, men vi hilser på de 2 andre. De 3 mennesker vi har set i de sidste dage, har vi set på den sammme ø.

Der er helt eventyrligt på øen. Det kan næsten ikke beskrives. De gamle røde huse, stendigerne, frugttræerne, bådehuse, broer, små terrasser med bænke, der vender mod øst og havet. Vi sidder lidt på bænken ved “mormors hus” – Elisabeth, som vi senere finder ud af vores værtinde hedder, har været gift med en fisker i 54 år. Han er desværre på plejehjem nu, da han fik en hjerneblødning for 7 år siden. Han er opvokset på Örö og har fisket med sin far hele livet. Dem der tidligere har været bosat på øen har levet af fiskeri. Hendes mand har fisket ål. Ellers har der været lods på øen og genratiomen før var såkaldte “kystroere” – dem der roede jollen for lodsen.

Elisabeths mands mormor byggede det lille hus, som er nu ved at blive sat i stand. Det tager form som det fineste lille tiny-House med køkken, bad, en alkove til sengen, brændeovn, et lille bord med 2 stole og udsigt over vandet. Lige der kunne vi godt bo.

Ved siden af Elisabeths hus, er der endnu et lille hus, som hendes mands søster har bygget om til sommerhus for år tilbage. Igen med køkken, bord og en hems til sengen.

Kaffen og madderne indtager vi på bådebroen i læ og med solen i ansigtet. Katten kommer forbi og vil gerne være med. Den hedder Hilde og er meget interesseret i Kristines svømmevest.

Elisabeth driver pensionat med op til 10 gæster af gangen, som hun laver aftensmad til. Fiskesuppe, æblekage. Vi kan forstille os hvordan folk sidder i den gamle stue med billederne af familien på væggen.

Ostemadder med orangemarmelade, kaffe og småkager smager bare bedre lige her. Vi fortæller lidt om vores liv og deler historier. Det viser sig at Elisabeth bliver 80 år og har 2 børn, børnebørn og sågar oldebørn.

Vi får hældt vand på hos Elisabeth og roer videre hen af eftermiddagen. Vi er enige om at vi helt sikkert skal tilbage til sommer og denne gang bo på hendes pensionat. Når hun ikke kan mere, er en æra ovre og alle husene bliver til sommerhuse. Vi er nødt til at opleve pensionatet her midt i den øde skærgård inden det er for sent.

Vi snakker også om, om det kunne være muligt at leje et hus af hende i 4 uger til vinter. Prøve at bo herude i en længere periode og det virker hun ikke afvisende overfor. Hun viser os i hvet fald rundt.

Sikke en dag. Sikke et sted og sikke et menneske. Det var en helt særlig oplevelse, som vi aldrig vil glemme.

Dagen er dog ikke slut og vi padler sydover mellem skærene. Vi vil finde st. Vippholmen, men vi er simpelhen nødt til at slå lejr på Bergtulllama. Den fineste flade klippe med en adgangsbro af granit. Den smukkeste udsigt over den øde skærgård.

Det er koldt men ikke helt så koldt som på skærene i går. Teltet står jævnt og godt og kajakkerne ligger sikkert og udpakningen går nemt. Vi får varme i tæerne og kylling i karry.

Til morgen vågner vi til endnu en smuk dag. Kan det virkelig blive ved med sol og havblik. Der er ingen lyde ud over en enkelt svane. Vi kan igen sidde ude, mens solen varmer på vores uldunderbukser, og drikke morgenkaffe og bare være.

Mandag blev en dag i teltet. Der var lidt vi og vi var lidt matte. Så vi læste lidt bog og slappede af på skæret.

Tirsdag pakkede vi sammen og roede lidt rundt inden vi satte kursen mod Klintemåla for at proviantere. Særligt vand er vi jo noget udfordret på desværre. Det ville være helt fantastisk at kunne være herude i længere tid, men sådan er naturen jo også. Det er en præmis, at der simpelthen bare ikke er vand på disse skær.

Det var endnu en smuk dag, men flere steder var vi begrænset af isen. Vi kunne ikke komme igennem i de små stræder på nordsiderne af skærene. I Klintemåla fik vi fyldt vand på fra bilen, kom af med lidt affald og så gik turen ud igen. Vi valgte at slå lejr på vores kendte teltplads i skoven. Den ligger dejligt i læ og der er blødt underlag efter tre nætter på svensk granit.

Onsdag lod vi teltet stå, så vi kunne få en god dag padledag. Det var næsten ikke muligt, men vejret var endnu bedre end de foregående dage. Næsten vindstille og fuld sol over skærgården.

Vi satte kursen mod en af de få bebyggede øer i området – Strupö. Et gammelt fiskerleje som nu er en samling af sommerhuse.

Vi var heldige at der var netop 1 person i gang med at lukke sit hus op til sæsonen. Han var fra Stockholm og havde ejet huset i 25 år. Han spurgte om vi ville låne en nøgle til Lodstånet og det ville vi gerne. Det står midt på øen og der viser sig at være den smukkeste udsigt over området. Det var lidt skrækindjagende at skulle kravle lodret op af stigen, men det var det hele værd og ganske sikkert også helt ufarligt. Vi kunne se helt til atomkraftværket i Oskarshamn og ned på det labyrintiske område, der havde narret os et par dage før.

Det var også en fornøjelse at bevæge sig igennem det gamle fiskerleje, hvor husene er velholdte men hvor den gamle stil, sjæl og stemning er bevaret.

Vi roede videre sydover gennem skærgårde. Vi holdt frokostpause i solen, men det var stadig koldt, så det blev en kort pause. Videre rundt og satte kursen mod Vinö, som også er beboet.

Vinö var ikke nær så interessant som de to andre små øer, vi havde besøgt. Det var ligesom mere friseret og dyrt, men på den ekskluderende og ucharmerende facon. Men folk har helt sikkert nogle fine sommerhuse her og udsigten fejler ikke noget.

Vi tog tilbage til teltet og sov en sidste nat under træerne. Vi var blevet helt hjemmevandte og meget tilfredse med vores lille plet i skoven ved uglekassen.

Næsten morgen pakkede vi sammen og roede ind til Klintemåla. Lars fik lige øvet et par rul i havnen i det smukke solskin – men iskolde vand. Der kom en ældre mand over og snakkede. Det viste sig, at han også roede kajak og at han faktisk have en efterhånden gammel dansk “Struer Kajak”, som han var meget glad for. Begge hans børn roede også, så han ville gerne have lov til at tage et billede og sende til sin datter. Tænker han synes det var lidt eksotisk med en tosset dansker der rullede i det kolde vand.

Vi pakkede bilen og sagde på gensyn til Klintemåla, som vi glæder os til at besøge i juni måned med Jens Christian. Vi forbereder os dog på et meget anderledes besøg, da vi ikke forventer den sammen ensomhed og ro, når sommeren kommer.

På vejen hjem over stak vi lige forbi den berømte lakse-elv, Mörumsåen. Der har man gennem flere hundrede år fisket laks både med fælder og ruser og snøre. Det var tidligere kongens lakse-elv og der var ansat personale til at hive laksen op. Huset bagved var dengang beboet at manden der passede “lakse-fælden”. I dag kommer folk fra hele verden for at fiske i de berømmede vande.