Vi har mulighed for at tage en tur rundt i Danmark. Vi vil sejle rundt om et par øer og måske prøve at surfe ved Hanstholm, hvis vejret er til det.
Vores første destination på denne tur er Samsø, så vi kan komme videre til Kyholm, der er en af de forladte danske øer, som vi gerne vil besøge.
Vi tager færgen til Samsø og kører nordpå til Langøre. Her pakker vi kajakkerne og stævner ud mod Kyholm hen under aften. Vi har sat os for at sove på stranden – måske sammen med spøgelser fra den gamle kirkegård – men helt sikkert sammen med en flok får, viser det sig. De er ret nysgerrige sådan nogle får, og det er hyggeligt, så længe de ikke forsøger at spise kajakkerne.
Kyholm er endnu en spændende ø, med en lang historie. Den har blandt andet være anvendt som pesthus fra 1709-11, været karantænestation fra 1832 og frem til 1859. Den har været befæstet af staten som en del af forsvaret mod Englænderne i 1801.
I dag er kirkegården tilbage, ja faktisk genindviet i 1932. I Forladt gengiver Christina Vorre dette smukke indlæg af Poul Welblund i Fyns Venstreblad tilbage i 1918;
“Alle som én uden Gravstene eller Kors, uden Navn eller Minde om ham eller hende, der har sovet den evige søvn under Havmaageskrig, lullet af den uophørlige Bølgegang. Det var dem, der aldrig kom fra Kyholm, dens sidste og evige Beboere, som fandt deres Leje her paa Danmarks særeste Kirkegaard, paa Danmarks særeset Ø, Kyholm ved Samsø” (Kilde: Christina Vorre, Forladt, s. 39)
Der er stadig en meget speciel stemning på den lille kirkegård. Nærmest gotisk med det makabre kors, der dog bærer en smuk tekst. Korset blev rejst ved genindvielsen af kirkegården i 1932.
“O, venlige Grav, i din skygge er Fred, din tavse Indvaaner af Sorger ej ved”
Vi får en meget smuk aften på stranden og en dejlig morgen med sol og morgenkaffe. Vi går en lille tur på øen, besøge kirkegården, inden vi sejler afsted igen for at se lidt nærmere på Stavns Fjord.










Stavns Fjord er en nærmest rund fjord på Samsø med et areal på godt og vel 20 kvadratkilometer. Den ligner ikke andre fjordlandskaber i Danmark med sine mange holme og den dybe rende, “Hjortholmsrenden”, slynger sig gennem det lavvandede område.
Holmene i fjorden er som bakkerne på Sydsamsø dannet i den sidste del af istiden. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at det nuværende fjordlandskab blev oversvømmet som følge af havstigninger for ca. 7.000 år siden. Der findes utallige spor af jægerstenalderens bopladser og aktiviteter, og i fjordens opland ses bøde stendysser og bronzealderhøje og – som det måske mest markante – viser Kanhavekanalen, at Stavns Fjord og hele Samsø var magtcenter i tidlig Vikingetid. (Kilde: Visit Samsø)
Vi har desværre ikke så mange billeder fra Stavns Fjord, da vi knoklede en del i modvind. Det var dog en smuk tur omend den var lidt hård…


