Kajak-Bivuak på Avernakø

Posted on

Vi havde glæder os rigtig meget til at komme på havkajak og overnatningstur uden for Fanø. Vi havde kig på forskellige steder, men valget faldt på Avernakø. Det er ikke for langt væk, det var ret let at komme til med bilen fuld af kajakudstyr og øen er overkommelig at komme rundt om med sine godt 20 km i kystlinje.

Vejret var flot, men koldt, da vi stævnede ud fra Faaborg havn. Det var en rigtig fin færge og en flot udsigt mod området og øerne ved Faaborg. Vi lagde først til på Livø og herefter Avernakø. Vi vidste, at vi ville overnatte 1 gang ved lystbådehavnen og næste nat på sydspidsen af øen og derfor kørte vi ned for at finde et godt sted at slå lejr og lægge et depot med brænde, som vi havde medbragt hjemmefra.

Det var fint at køre igennem øen og få en fornemmelse af stedet fra landsiden, inden vi skulle se øen fra kystsiden. Der er en fin gårdbutik, en købmandsforretning og et lille landhotel med mange forskellige dyr. Et aktivt lokalsamfund med godt og vel 110 indbyggede. Avernakø er blot 8 km lang og dækket af marker med køer og får. Der er ikke så mange sommerhuse og øen virker meget hyggelig. På sydspidsen er der et lille område af stranden, der fra 1. marts er lukket for færdsel på grund af ynglende måger, men vi kunne fint finde et sted lige nord på skiltet, hvor vi kunne slå lejr. Tæt på en indhegning med skotsk højlandskvæg. Så vi lagde brænde ud og kørte tilbage mod havnen, hvor vi skulle bo 1. nat.

Vi skulle finde ud af hvordan vi byggede vores bivuak med hjælp af vores årer og kajakker og en stor tarp. Det blev en opstilling med kajakkerne parallelt ved siden af hinanden og årene på kryds i hver ende. Det fungerede ok, men den var lidt for lav og vi overvejede om ikke man burde lukke den ene ende ved dårligere vejr. Vejret var dog smukt og vi kunne nye ænder og svaner på havet, haren der tøffede rundt på stranden og gæssene der fløj forbi i store flokke. Der er utroligt mange fugle i det Sydfynske øhav. Men det var godt nok også hyggeligt at bo med haren, der ikke virkede overdrevent bekymret for vores tilstedeværelse. 

Lars byggede bål på stranden og vi fik aftensmad mens solen gik ned og mørket sænkede sig. Lige pludselig kigger jeg op og får en lille chok – hvad er det??! Jeg troede at nogen have sendt en lysende luftballon eller lignende i vejret! Men det var blot månen, der var kæmpe stor og rødgul, den steg langsom op af havet mens den fandt sin normale størrelse og placering på himlen. Sikke en smuk oplevelse og sikke en smuk aften.

Næste morgen vågende vi til dis og tåge. Det var koldt og tåget, rigtigt tåget. Lars lavede heldigvis et bål, så jeg kunne komme ud af poserne. Det var ikke fordi at denne morgen trak meget i os.

Vi fik noget god solid morgenmad, men pølser, bacon og æg og fik pakket kajakkerne. Det tog faktisk ret lang tid at få tingene pakket i vandtætte poser og finde plads til det hele. Kristine tog sig lidt til hovedet undervejs…

Vi var rigtigt glade for at vi havde fået lidt sol dagen før, for denne dag var bare tåget med tåge på. Vi kunne nærmest ikke se en hånd for os og da slet ikke Avernakø… Men det er også en oplevelse at ro i tåge og vi fandt da spidsen af øen og fik lavet endnu en bivuak-opsætning, denne gang med 1 åre. En lidt lav, men også ok opsætning, der gav lidt mere læ i det rå-kolde vejr.

Det var en kold aften, men det hjalp med lidt pandekager til dessert.

Lars kunne igen lokke mig ud af poserne med en kom morgenkaffe og jeg kvittede med en omgang bacon, æg og pølser.

Så var vi klar til hjemturen, det nok nærmest bare skulle overstås i ja, tåge 😉

Avernakø kan klart anbefales til en 1-2 dages padletur – det er en hyggelig ø. Der er et rigt fugleliv. En del harer, der underholder og så naturligvis får. Øen er godt 8 km lang, så vi padlede godt og vel 18 km.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *